Har du interesse for elektronik så kan det ofte være vanskeligt at starte. Mange lærebøger starter med at læseren allerede kender til elektronik. Denne iBog er anderledes, den vil give dig en indsigt i nogle dele af elektronikkens verden. Den forudsætter ingen forudgående viden.

iBogen står i modsætning til de fleste andre bøger inden for dette emne, idet du ikke får alt at vide om alle komponenter. Der bliver ikke gennemgået alt teori om elektronik. Og der vil være elementer, som du synes "burde" have været her.

Årsagen til dette valg er enkel. For at lære et nyt felt er det vigtigt, at man kan få et overblik, og at man ikke tynges ned af store mængder faktuel viden. Du vil med andre ord, f.eks. lære om almindelige, temperaturfølsomme NTC, og om fotomodstande. Men IKKE om de adskillige andre spændende modstandstyper.

Fokus ligger på at beskrive en række komponenter, nok til at man kan lære hvordan elektronik virker, og en lille smule mere. I kombination med den nødvendigste teori er der også en stor mængde konstruktions diagrammer, så du har gode eksempler at starte ud fra.

Skal du videre med studier af elektronik, så er dette en god opslagsbog. En iBog man vender tilbage til for at få svaret på spørgsmålet: "Hvordan var det nu lige at det var?"
iBogen Elektronik er derfor velegnet i alle gymnasier der udbyder elektronik og som håndbog i starten af videre studier af elektronik.

Det, du læser her, er tilstrækkeligt til selv at arbejde med elektronik. Når du så bliver mere interesseret i faget, kan du læse andet supplerende materiale, og her er den store, kommenterede, litteraturliste en god hjælp.

iBogen vil give dig:

  • Korte indblik i elektronikkens historiske baggrund.
  • En detaljeret beskrivelse af de mest almindelige komponenter.
  • Grundviden om analog og digital teknik.
  • Viden om programmeringsteknik – specielt PIC assembler og Macro.
  • Viden om, hvordan du selv tegner og beregner dine egne kredsløb.
  • Viden om, hvordan du gennemfører et projekt med microcontroller styring
ISBN: 9788761635648. Copyright forfatterne og Systime A/S 2017